Jans ønske gik på at besøge Whitby og en lille by Goatham.
Så dagen i dag blev atter en rejsedag med toget til Middlesbrough og videre til Whitby. Den sidste del af turen førte os ind i North York Moors national park og et kuperet terræn som toget kæmpede sig igennem, før vi nåede til Whitby, en lille havneby på Englands østkyst.
Byen er lidt af en turistfælde. Der var mange turister og priserne var derefter. Via turistbureauet fandt vi frem til et bunkhouse (vandrehjem), bestyret af en svensk dame. Standarden var fin og vi fik et 2-sengs værelse. Der var ikke så meget plads, men så havde vi da et værelse for os selv de næste nætter.
Vi gik lidt rundt i byen, for at udforske den. Og nu kommer vi til, hvorfor Jan gerne ville til Whitby og området omkring byen...
Der er optaget en TV-serie i byen Goatham. TV-serien følger livet omkring en politistation i Aidensfield (Goatham). Jan forklarede, at serien har kørt på dansk TV i lang tid med 2 afsnit hver dag.
En del af seriens scener er skudt i Whitby (som også hedder Whitby i serien). Så da vi stod på den karakteristiske mole i Whitby, kunne Jan fortælle, at den også havde været med i serien.
Vi fik en omgang fish & chips og listede tilbage mod vores bunkhouse.
På vejen ligger der flere pubber, så vejen var lang...